top of page

Om mig
 

Med åbne øjne kan man se.

Jeg har altid været meget observerende. At kigge på mennesker og dykke ned i deres historier og baggrund fascinerer mig. Jeg kan identificere mig med mange forskellige typer, og jeg føler mig ikke fremmedgjort over for skæve miljøer.
 

Jeg brænder for at lave tv, fordi det bringer følelser frem i folk. Det kan alt! Underholde, forarge, overraske, inspirere, fascinere, røre, og gøre én klogere. 
Jeg kan lide at åbne døre til ukendte universer og være i stand til at lære mennesker at kende gennem skærmen.

 

Jeg elsker at komme på idéer og finde den gode historie! Jeg er god til at fordybe mig og blive fuldstændig opslugt, når den virkelige verden og min fantasi forenes.
 

Alting minder mig om en film jeg engang har set, og når jeg står i en absurd livssituation, er jeg altid i stand til at se det komiske i den.
 

Jeg elsker at filme og fotografere og tænke i morsomme og skæve motiver. Når jeg er på ferie væk hjemmefra, bruger jeg mest tid på at gå rundt og fotografere mennesker og bygninger og alt, hvad der er pudsigt, anderledes, smukt og spændende.
 

Jeg er omstillingsparat, og det kommer fra at have været et bybarn, der fra en tidlig alder pendlede igennem København fra det ene familieliv til det andet.
Jeg kommer fra en kærlig, men kaotisk familie og blev i en tidlig alder vant til at tage styring og initiativ og sørge for, at projekter blev fulgt til dørs. Perfektionisme, planlægning og post it's fylder meget i mit liv!

 

Journalistik og tv har altid haft min opmærksomhed. Da jeg gik i 8. Klasse, lavede jeg en kæmpe opgave om det (dengang) nye fænomen: reality-tv! Jeg interviewede blandt andet en Big Brother-deltager og filmede inde i huset. Realiytv er siden eksploderet og fascinerer mig fortsat.

  • facebook
  • googleplus

bottom of page